Gå i kilt

Nu har jeg kilt og tilbehør og hvad så?

Betragt kilten som et alternativ til fritidsbrug. Den er fremragende til vandreture i skov og over mark eller langs kysten. Den er også fin til shopping. Og på storbyferie. Mange synes desuden, at en kilt er perfekt på hiking ture. Eller på bjergvandringer af de mindre strabadserende slags.
Til løb og cykling og klatren på stiger er shorts stadig langt bedre. Og på job, hvor der er konventioner at tage hensyn til, skal du nok holde dig til dine gode bukser. Men har du købt en kilt, så brug den. Den er for god til at lade hænge i skabet og blive mølføde. Og tro mig, dine omgivelser har set det, der er værre. Du vækker også langt mindre opmærksomhed, end du frygter - eller håber.

Og dog.

Et eksempel. DR Koncerthuset, torsdag den 14. september 2017

Aftenen bød på Mendelssohn og var en gentagelse af ugens torsdagskoncert. Min elskede kone skulle være sammen med gamle veninder, og jeg havde samme dag fået fat på en billet til koncerten, på første række og tæt på dirigentpodiet. Ikke, hvad man normalt anser som den bedste placering, men den bedste af den håndfuld, der var tilbage. Dirigent var den højt estimerede, 90 årige Herbert Blomstedt.
Da jeg satte mig, lænede en mand to pladser længere henne sig forover og sagde: ”Men det er jo simpelthen den perfekte påklædning til i aften!”
Han refererede til min kilt og aftenens program, som var Hebriderne, en afstikker sydpå til Italien med den fjerde symfoni, men derefter tilbage med Mendelssohns tredje, Den Skotske. I pausen fik jeg en del komplimenter og spørgsmål om tartan. Jeg havde valgt en Holyrood.

Da Blomstedt efter pausen havde modtaget et enormt stående bifald fra publikum, kiggede han ned på mig og hilste to-tre gange bifaldende med hænderne, som nu en dirigent kan gøre det. Det blev tydeligvis bemærket af både orkestermedlemmer og publikum, selvom de færreste kunne se årsagen. Derefter vendte han sig mod orkestret og slog an til Den Skotske.
Men dermed var det ikke slut. Da symfonien var til ende, og han for tredje gang var kommet ind for at modtage stående applaus, bøjede han sig, efter at have hilst på orkestermedlemmerne, mod mig og strakte sin højre hånd ned til hilsen.
Jeg gik de en til to meter frem mod ham og rakte hånden op til ham. Da han trykkede den, smilede han og sagde på svensk: ”symbolet på Skotland.”

Derefter var han klar til atter at modtage publikums gunst.

På vej ud til bilen hørte jeg nogle sige: ”Der er manden i kilt”, og en dame, ledsaget af sin mand, standsede mig for at fortælle mig, at hun syntes, min kilt så virkelig godt ud.

Begivenheden er dokumenteret på tv og i radioen. Søndag formiddag blev Torsdagskoncerten, traditionen tro, genudsendt på P2, og ved slutningen undrede kommentatoren sig over, hvad Blomstedt pludselig gjorde og fandt så ud af, at grunden til det var en mand i kilt. Ti dage senere blev Torsdagskoncerten vist på DRK.

Blomstedt fik den aften et bifald, der varede 4½ minut, Og faktisk kan det stadig ses, idet det ligger på DRs hjemmeside.
Og det kan manden i kilt så også. Panorering (0:43-0:55), håndtryk (2:48-2:58) og et nærbillede (ca. 3:35-3:36).

Da vi et års tid efter var nogle dage i Wien, kunne vi konstatere, at Herbert Blomstedt skulle dirigere Wienerphilharmonikerne i Musikverein (derfra hvor nytårskoncerterne transmitteres), men desværre var alt udsolgt.

Også i hverdagen er de kommentarer, jeg får, altid positive. Det samme er tilkendegivelser i form af løftede tommelfingre og lignende. Så er der dem, der spørger om vej og andre dagligdags ting i et helt anderledes stort omfang, end når jeg bare er helt almindeligt klædt. Dem tillader jeg mig også at sætte på positivlisten.
Hvad det altid tavse flertal tænker, skal jeg ikke kunne sige. Men kan og skal jeg egentlig ikke også være ligeglad?

Ny trend?

Næppe. Konventioner lever længe. Og hvem siger da også, at tøj absolut skal være hensigtsmæssigt?

Usædvanligt?

I den grad! Men lidt anderledes har man vel lov at være?

Forhåbentligt ved du nu mere om emnet, og hvis du er nået helt hertil, har det vel interesseret dig på en måde.

Skulle du have fået det indtryk, at jeg altid går i kilt, er det langtfra rigtigt, men dette website handler nu engang om kilte. Og som sagt indledningsvist, alle mænd burde unde sig en kilt og turde bruge den, når de havde lyst, og den var passende til lejligheden. Herretøj er blevet mere spændende i de senere år og med mange flere muligheder for afveksling med farver end før. Men hvorfor ikke tage et step til, hvor også formen kommer ind i billedet?
Igen.

Da "der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal", gik romerske mænd i miniskørtlignende, korte tunikaer eller lange, kjoleagtige togaer.
Den kendsgerning ændrer den nye, mere prosaiske tekst i Lukas-evangeliet, kapitel 2, vers 1, "... at holde folketælling i hele verden." ikke på.





Bukser blev ikke opfundet for at gøre mænd mere maskuline, men fordi de var optimale til datidens sysler så som at ride, føre krig osv. Det vejede tungere end den kendsgerning, at de anatomisk set var et enormt tilbageskridt.
Men det kan kilten så råde bod på i dag.


Juli 2019, senest revideret i september 2023
Gregers Mansfeldt
Billed- og tekstmager, civiløkonom, ægtemand, far, svigerfar, farfar, morfar og lidt sin egen med også kilt som en del af identiteten.
Mere på mansfeldt.eu