Hvem?

Det eneste, der virkelig adskiller mænd, der går i kilt og mænd, der ikke gør det, er faktisk kilten.

Min vurdering bygger på viden fra diverse kiltfora på nettet. Demografisk er der kun små forskelle på mænd med og uden kilt. Aldersmæssigt er de nok ældre end gennemsnittet - det tager måske tid at blive mand nok. De synes derimod at være gifte, ugifte eller fraskilte som andre mænd. Muligvis er de en anelse bedre uddannede, eller også er det mest veluddannede, der giver deres mening til kende. Mange arbejder inden for undervisning, IT og kreative fag. Livsstilsmæssigt føler de sig nok lidt mindre bundet af normer end gennemsnittet. Heller ikke med hensyn til seksuel orientering synes de at afvige. Dette blot nævnt, fordi nogle forbinder alt, de ikke umiddelbart forstår (og det kan være ganske meget) med netop det.

Også danskere?

Ja, ud over mig selv ved jeg positivt, at der blot 5-6 kilometer fra os bor mindst to andre pæredanske mænd med hang til kilt, og at vi bliver flere, hvis jeg bevæger mig blot nogle få kilometer længere mod nord.

Jeg har også solgt nogle kilte gennem Den Blå Avis. Det går hver gang forrygende hurtigt. Jeg antager, at de er blevet købt for at blive brugt.

Men skal man ikke være skotte for at gå i kilt?

Selvfølgelig har det været sådan engang. Men i dag, i en internationaliseret verden, købes kilte - som allerede nævnt - også af "delskotter" og ikke-skotter. Og de bruger dem typisk mere end helskotterne.
For de nye brugere er kilten nemlig typisk casual wear og ikke del af et nationalt symbol eller festtøj.

Hvorfor gå i kilt?

Det er naturligvis det helt essentielle spørgsmål. Hvorfor? Vi mænd har jo vores bukser, så hvorfor overhovedet tænke på noget så usædvanligt som en kilt?
Der kan eksistere et væld af motiver og grunde. Ser vi bort fra det med de skotske aner, synes de fem væsentligste at være:

Behagelig

Der er plads i en kilt på en hel anden måde, end mænd ellers er vant til. Intet, der klemmer. En kilt er uomtvisteligt i bedre overensstemmelse med den mandlige anatomi end bukser. Ja, den er i og for sig et godt eksempel på, at form follows function. En fornemmelse af at befinde sig på et slot i stedet for i et trangt skur. Af samme grund påstår nogle (især skotske) læger, at kilten også er sundere, og at den er til gavn for mænds fertilitet. Om der videnskabeligt belæg for det, skal jeg ikke kunne sige, men det virker umiddelbart logisk.

Alsidig

En kilt kan bruges fra minusgrader til flotte sommertemperaturer. Af en eller anden grund hverken fryser eller sveder man i en kilt. Man er også mere "klædt på" i kilt end i shorts. Hvor man ville føle sig dårligt tilpas i shorts, går det fint i en kilt, idet den samme kilt med lidt variation i tilbehøret kan gå fra yderst casual til pænt dressed up.

Anderledes

Ikke alle synes, lykken er at følge ”the main stream” 100 % dag ind og dag ud.

Et tiltrængt pust

Den mandlige garderobe er, trods flere farver end før, stadig en lidt trist sag. Og selv seks hundrede nye nuancer i herreskjorter bringer ikke tilnærmelsesvist så megen fornyelse som blot én enkelt kilt.

Pæn, ser godt ud

En helt subjektiv opfattelse, som nogle vil være enig i, andre ikke.

Sagt kort:

En kilt er anderledes.
Behageligt anderledes.
Men definitivt maskulin.
Og forandring fryder,
siger man jo.

Er det sandt?

Det uundgåelige spørgsmål, som du også vil blive mødt med, spørgsmålet, som af uransagelige grunde synes at fascinere mennesker verden over.

Grundlæggende er det sandt. Det refererer til det faktum, at soldater ved skotske højlandsregimenter af lige så uransagelige årsager skulle gå uden underbukser under deres kilt. Muligvis gælder forbuddet stadig?

Jeg er af en anden dansk kiltbruger blevet gjort opmærksom på, at årsagen til den manglende beklædning under kilten var, at der simpelthen ikke blev udleveret underbukser til soldaterne, og hvad man ikke har, må man ikke selv supplere med.

Ved hjælp af spejle på en stok blev det endog ved stikprøver kontrolleret, om de gik reglementeret klædt, og kom der et par underbukser til syne i spejlet, blev vedkommende straffet.
I dag ville en iPhone på en selfiestang være det perfekte værktøj til den slags inspektioner.

I tilfælde af, at det er sandt, hedder det derfor at gå regimental eller commando.

Næsten fifty-fifty

Mange holder traditionerne i hævd, nogle gør det ikke, og andre lader det formentligt afhænge af omstændighederne.
Der kan faktisk nu sættes tal på. I 2016 blev 315 skotske mænd i en YouGov undersøgelse stillet spørgsmålet, hvad de sædvanligvis havde på under kilten?

Godt halvdelen, 55%, sagde, de bruger underbukser, 38% gik uden. 7% sagde, de brugte noget andet, fx shorts eller strømpebukser. Men sikkert også kilt liners, "underkilte". De tæller i praksis på commando-siden. Uanset hvad, er der signifikant forskel på med og uden. Men den er ikke stor.

Er en kilt ikke ekstrem dyr?

Det kan den være, men skal du kun bruge den som casual wear og ikke til fint selskabsbrug, kan du få en fin kilt for næsten ingen penge. Det kan du se, når du læser siden Køb en kilt.

Min fortælling

Det startede helt tilfældigt. Det var i Edinburgh i 1996. Og jeg prøvede en kilt. Indtil da havde jeg ikke set noget som helst i kilte og skotske terner. Men jeg havde inden da undret mig over, at skotske ting dengang var så udbredte i London.
Dér havde jeg flere gange set en masse butikker med ”highland wear”, heriblandt en meget stor på Knightsbridge,”The Scotch House”. Her var mærker som Burberry og Pringle, men også, i midten, to-tre trin op, en veritabel butik fyldt med ”alt det, du ikke har brug for” (uheldigt Magasin-slogan fra den periode), nemlig kilte og alskens tilbehør.

Det havde fået mig til, som aftenunderviser på Niels Brock i merkonomfaget Markedsanalyse og -strategi, at overveje en business case, inspireret af ”The Scotch House”. Hvad med en tilsvarende butik som test i København med en mulig del (Burberry, Prigle osv.) og en umulig (kilte og tilbehør)? Og markedsanalyser til støtte? Jeg var ikke kommet videre med den, for jeg havde intetsteds kunnet finde brugbar viden om kilte og brugen af dem. Det var før, internettet slog igennem, og hvor man i et splitsekund kan få noget at vide om alt.

I Edinburgh dukkede tankerne om casen op igen, og nu havde jeg chancen. Informationerne om kilte, tartans og tilbehør fik jeg i en kiltshop i den stille ende af Royal Mile, mens min kone og datter gik på indkøb i et butikscenter. Fx betydningen af den helt rigtige længde. Den salgsivrige ekspedient eller indehaver spurgte i den forbindelse, om han måtte tage mine mål? Det fik han lov til, hvorefter han ilede over til et af to store salgsstativer, og snart drejede det rundt som en karussel med en masse kilte på. Han stoppede det et par gange, søgte og stod så med to kilte i hver sin hånd. Den ene var blå, den anden orange i ternen, men vigtigst, den ene var en bagatel kortere end den anden, og den ville passe bedst, hævdede han. Dem lod jeg mig overtale til at prøve. Fem minutter efter og otte skridt rundt i forretningen, og jeg var solgt. Eller trapped.
Måske var det i virkeligheden ikke så underligt. Jeg har altid syntes, at det var lidt irriterende, når noget gik ned over knæene, været en comfort freak, der foretrak korte bukser (som man sagde, da jeg var dreng) fremfor lange. Og så disse kilte, der slog mine shorts med adskillige meter.

Jeg købte ikke nogen af dem, for hvad skulle jeg bruge en kilt til? Men senere, da jeg fik internet, gjorde jeg det alligevel. For da fandt jeg ud af, at en del mænd verden over faktisk gerne går i kilt. Og at de langt fra alle er skotter. Som årene er gået, er det blevet til flere kilte. En slags hobby, hvad angår at samle på dem - jeg er også en samlernatur - og ellers en slags livsstil. For når man har dem, ville det jo være dumt, ikke også at anvende dem.

Og casen?

Jo, den blev til noget og senere også udgivet sammen med flere andre af Gyldendal.


Ud over disse var jeg forfatter/medforfatter til syv lærebøger mellem 1998 og 2003. Men der blev tid til både familien og ture i kilt alligevel.